Spring til indhold
Forside

Nyhed

Ny brugervenlig serviceportal afløser IT-support-mail

Lagt online: 24.01.2024

Når teknikken driller, skal du fremover ikke sende en e-mail, for at få hjælp fra IT-support. D. 13. marts lancerer AAU’s IT-support en ny serviceportal, hvor ansatte og studerende hurtigt og med få klik kan oprette en sag og chatte med supportere. Support via telefon og fysisk fremmøde fortsætter uændret.

Nyhed

Ny brugervenlig serviceportal afløser IT-support-mail

Lagt online: 24.01.2024

Når teknikken driller, skal du fremover ikke sende en e-mail, for at få hjælp fra IT-support. D. 13. marts lancerer AAU’s IT-support en ny serviceportal, hvor ansatte og studerende hurtigt og med få klik kan oprette en sag og chatte med supportere. Support via telefon og fysisk fremmøde fortsætter uændret.

Tekst: Jonas Storgaard, ITS og Marianne Fuglsang Welling Farsinsen, AAU Kommunikation og Public Affairs Foto: ITS

Serviceportal.aau.dk. Det er en web-adresse, du som ansat eller studerende på AAU fra d. 13. marts skal bruge, når du har brug for hjælp og vil i skriftlig kontakt med IT-supporterne i IT Services (ITS).

Med den nye serviceportal er det slut med uoverskuelige mailtråde og e-mails, der let forsvinder i indbakken. På den nye portal får studerende og ansatte mulighed for selv at oprette sager, spore status og kommunikere direkte med IT-support via en chatfunktion. Dette skaber en mere transparent og interaktiv oplevelse for brugerne, samtidig med at det øger effektiviteten i sagsbehandlingen.

Den nye serviceportal betyder, at supportmailen support@its.aau.dk bliver lukket. Alle nye sager skal enten oprettes gennem den nye serviceportal, telefonisk på 9940 2020 eller ved de fysiske servicedeske på campus.

- Vi har store forventninger til serviceportalen og håber, at brugerne vil tage godt imod forandringen. Vi er klar over, at ansatte og studerende i dag er vant til og trygge ved at sende mails til os på support@its.aau.dk, og vi gør alt, hvad vi kan, for at den nye proces via serviceportalen vil give en god oplevelse, fortæller Anja Bredal, som er teamleder for IT-support.

- Vi kommer i langt højere grad til at kunne give ansatte og studerende en mere tidssvarende og digital oplevelse i interaktionen med IT-support, som hurtigt kan hjælpe brugerne videre med et svar eller en løsning.

Anja Bredal, Teamleder, IT-support

I forbindelse med overgangen til den nye webportal fra d. 13. marts har IT-support forberedt en bred informationskampagne, som skal sikre, at AAU’s ansatte og studerende hjælpes godt på vej i forandringen. Der bliver blandt andet fysiske pop up-stande i kantiner, plakater, information på universitetets hjemmesider, opdateringer på sociale medier mv.

Serviceportalen kommer også til at gribe IT-supportsager, som Studieservice, Økonomiafdelingen og HR er sagsbehandlere på. Der er derfor i løbet af februar og marts planlagt uddannelse for alle brugere, som skal administrere sager i det nye system, så alle involverede får en god overgang til det nye værktøj.

Løbende udvikling og forbedring: Den første version af serviceportalen bliver lanceret d. 13. marts. Projektgruppen bag den nye webportal vil i tiden efter lanceringen have fokus på at gennemgå brugernes tilbagemeldinger med henblik på at spotte hvilke forbedringstiltag, der med fordel kan udvikles og implementeres.

Ønsker du mere information om projektet?

Du kan læse mere på Serviceportal-projektets hjemmeside om projektets faser, de medvirkende etc.

Projektets hjemmeside